Galleri Lene Bilgravs første udstilling præsenterer fem kvindelige danske kunstnere, der på hver deres måde tager os nye steder hen med materialer, vi ellers syntes, vi kendte i forvejen. Fra papir til lys.
Udstillingen byder på en mangfoldighed af kunstoplevelser – men giver alligevel blot et lille kig ind i den mangfoldighed, der gemmer sig bag kunstnernavnene Lærke Lauta, Christina Hamre, Christina Augustesen, Anne Marie Ploug og Katrine Hvid. Et lille indblik i hver af de fem markante kunstneres produktion. Et udsøgt udvalg af appetizers.
De fem kunstnere har hver deres særegne formsprog, hver deres greb om materialerne og hver deres bagkatalog af idéer, inspirationskilder og samarbejdspartnere. Ikke desto mindre synes de værker, der kan opleves på denne udstilling, også at mødes i forskellige spor. På kryds og tværs, kunstværk og kunstværk imellem.
Et af disse spor kunne handle om den poesi, der opstår, når et værks bestanddele lader andre, bagvedliggende elementer træde delvist frem. En sådan ’poetisk transparens’ møder vi, når Christina Hamre slører sine collager med stykker af ruskind, der er syet oven på motiverne, men uden at dække dem helt. Vi møder den i Lærke Lautas malerier, hvor farverne synes at være så fortyndede, at de blot ligger som en tynd membran over papirets grove(-re) overflade. Og vi møder den, når Katrine Hvid lader sine ellers strengt geometriske figurer stå og vibrere i et tæt spind af trådtynde, farvede linjer.
Et ganske andet spor udgøres af den grafiske klarhed, der er på færde hos flere af kunstnerne, ikke mindst Katrine Hvid. Også Anne Marie Ploug krydser dette spor. Gennem flere årtier har hun arbejdet med en forenklet, piktogramlignende æstetik, der gør hendes værker umiddelbart letaflæselige. Denne teknik har hun siden overført fra papir og lærred til relieffer i gips. I Plougs seneste grafiske arbejder aner vi desuden nogle af de overlappende motiver, der også er på spil hos Christina Hamre. Blandt andet er der referencer til 1600-tals-maleren Caravaggio gemt i nogle af hendes grafiske arbejder på denne udstilling.
Endelig kan vi i udstillingen følge et spor, der handler om materialer og vores fornemmelser af dem. Her er lærreder, stoffer og papirer, som man får lyst til at stryge hånden henover – blot for at mærke, om de er, hvad de giver sig ud for at være. Men vi krydser i høj grad også materialitetssporet, når vi står over for Christina Augustesens lysværker. For hvad er det, vi ser? Er det moderne udgaver af Mark Rothkos farveflader fra 1940’erne og 50’erne, der her er omsat til glas? Tilsyneladende er der i hvert fald også noget andet på spil i lysfladernes farveskift: En forstyrrelse af den todimensionalitet, som pladerne lægger op til, men som obstrueres, når vi betragter lysværkerne fra siden.
Med appetizers fra fem væsentlige kunstnere inviterer Galleri Lene Bilgrav jer til at forfølge sporene, opdage, hvor de krydses, og afsløre, hvor fra nye spor tegner sig.
Tekst af Kamma Overgaard Hansen, 2019