Anders Christian Eriksen / Til solen brænder ud / 19.01 – 24.02.2024

Eksistentielle safe-spaces

En dag, da Anders havde tømt opvaskemaskinen, åbenbarede de bøjede metalstænger i dens indre sig som et slags landskab i bakke og dal, kærkomment komprimeret i den tredimensionelle og kvadratiske boks. De særegne kurver udformet til at støtte køkkenremedierne og siden nulstille dem for skidt og madrester, lignede i det øjeblik et udgangspunkt, både rent konkret som hjælpelinjer for hans maleri, men også for en indre forestillingsverden.

Anders bygger nemlig verdener. Indre landskaber oversat til maleriet, som sindet kan tage ophold i. Med en tegners sirlige hånd og i lag for lag af tynd akrylmaling, farveblyant og kuglepen redegøres der for hver enkelte del med tålmodighed. Landskaberne er harmoniske, konstruerede uden hensyntagen til virkelighedens fejlbarlighed. Men motiverne gengiver ikke bare versioner af det perfekte eller utopiske landskab, selvom det kan synes sådan. En fascinationen af det sublime og storladne er utvivlsomt til stede i de næsten selvlysende og gennemkomponerede landskaber, som også trækker på Guldalder-malernes romantiserede billeder af det danske landskab med højt til himmelen, spredte, puffede skyer og evig sommer.

Det er svært at vurdere, om det er sommer i Anders’ billeder, men malerierne lyser. Fremfor blot at mime en utopi stiller malerierne sig kritisk overfor det koncept, de på sin vis tager udgangspunkt i, ved at lade elementerne rumme en tvetydighed. Ved første øjekast kan man måske genkende landskabets harmoni og den stille idyl i det rolige vand, der ligger bund til samtlige af hans billeder. Men er det roligt? Eller er det dødt? Og er det overhovedet vand? Nogle steder nærmest svæver de fritstående øer på dette underlige giftigt-udseende underlag. Over flere malerier gentages det på én gang velkendte men tiltagende urovækkende bunddække. På den måde vokser de somme tider fatamorgana-lignende scenarier fra at ligne noget, man genkender, henimod en nagende tvivl.

Selvom opvaskemaskinens grid ikke længere er så synligt i malerierne, gav det grobund for en ny måde at gå til maleriet og til at udvikle parallelle universer – et sted langt ude i horisonten, der med længsel drager én væk fra hverdagens ofte skematiske tidslighed. Der er dukket væsener op, hestelignende dyr og regnbuer i unaturlige antal. Her kan man ikke orientere sig efter en særlig begivenhed eller farvetone som i morgenstund, aftensol, eller skumring, for lyset er bare lyst og intet indikerer bevægelse eller handling. Billederne er således beboet af en universel eller uendelig tid, uden begyndelse og uden slutning, måske lignende den der findes et sted langt udenfor vores solsystem.

Udstillingen viser værker, der kan være en slags eksistentielle safe-spaces og alternative mulighedsrum, til pause og overvejelse fra livets midte. Samtidigt påminder udstillingens titel Til solen brænder ud om den uundgåelige fremdrift mod et ukendt sted i det uendelige univers, der foregår, mens vi mennesker er optagede af jordslige ting.

Tekst af kunsthistoriker Pernille Zidore Nygaard