I Anne Riis Bovbjergs kunstneriske praksis tager hun afsæt i den konkrete og abstrakte billedkunsttradition med fokus på form og farve. Med det afsæt skaber hun værker, hvor hun dog fastholder et element af den ydre virkelighed i værkerne. Anne Riis Bovbjerg er optaget af billedets strukturelle sammenhænge og problemstillinger, farvernes indbyrdes forhold, forholdet mellem lys og skygge og en nedtoning, forenkling eller opløsning af figurative elementer. Anne Riis Bovbjerg forholder sig malerisk til sine værker, men hun maler dem ikke. I stedet for at dyppe penslen i farve, arbejder hun i farvet papir. Med foto hun selv har taget og bearbejdet som forlæg, klipper hun små stykker af papir, som hun skaber sine værker med.
I værkerne på denne udstilling arbejder Anne Riis Bovbjerg med abstraktioner over rum. Motivisk arbejder hun bl.a. med de rum, der kan opstå, når ude og inde spejler sig i en rude. Disse komplekse, diffuse og flygtige billeder fastholder Anne Riis Bovbjerg i sine værker. Det er billeder af rum, der på én gang er hjemlige og fremmede. Indimellem kan vi finde hvile ved noget genkendeligt for herefter at blive forstyrret af abstrakte og uidentificerbare former og små unøjagtigheder. Farvepaletten er nedtonet, og farvefelterne er klart afgrænset fra hinanden. Men Anne Riis Bovbjerg laver små forskydninger og mindre unøjagtigheder med papiret, så rummet fremstår fragmenteret og komplekst.
Anne Riis Bovbjergs værker er mennesketomme, og ethvert spor efter eller reference til menneskefiguren er fjernet. Der er dog en stemning af eksistens og levet liv tilstede i værkerne. Det er som om mennesket kun er væk for en stund.
Begrebet mispas stammer fra den grafiske branche og er en beskrivelse af, hvordan farver i trykkeprocessen kan komme til at ligge lidt forskudt af hinanden. Det giver et sløret og flimrende billede og bliver betragtet som en fejl. For Anne Riis Bovbjerg er det netop disse fejl, de små forskydninger og unøjagtighederne, der er det interessante.
Anne Riis Bovbjerg er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi og Gerrit Rietveld Akademi i Holland i 2001. Hun har blandt andet udstillet på Huset for Kunst og Design i Holstebro, Vestjyllands-udstillingen, Kunstnernes Efterårsudstilling, Brandts i Odense og Galleri PrimaKunst i Kiel. Hun er medlem af Vestjyllands-udstillingen.