Astrid Marie Christiansen udstiller for første gang solo i Galleri Lene Bilgrav. På udstillingen viser hun en række helt nye værker, der viser glæde ved den konkrete form, de stærke farver og legende kompositioner

Blikfang

Astrid Marie Christiansens værker appellerer med en umiddelbarhed til den, der kigger på dem. Klare farver og geometriske former i foranderlige mønstre og kompositioner virker som både motiv og motivationsfaktor i Christiansens kunst, og man har fornemmelsen af, at værkerne taler med en enkelhed om noget, der er godt. Kunstneren sætter fokus på den simple, men essentielle glæde ved den skønhed og omsorg, som er en del af de omgivelser, vi bevæger os rundt i til daglig. I værkerne er der et uprætentiøst anliggende om at bidrage til kunst, der er til at forstå, og som efterlader et aftryk med en positiv stemning og en øget lyst til at bebo vores verden. Christiansens værker står som en nostalgisk og kærlig dokumentation af de dele af livet, der er værd at dyrke og give opmærksomhed.

Genkendelse

Christiansen tager udgangspunkt i alt fra brostensbelagte torvepladser til olietønder eller færger, hvor detaljer sætter sig fast og bliver begyndelsen til nye værker. Hun gør sine fund blandt ting, der har været her hele tiden, men som er lette at overse. Arbejdet kræver opmærksomhed, og bearbejdningen af de små, værdifulde opsamlinger fra sine omgivelser og hukommelse til de endelige værker tager hende fra en uge til en måned at udføre. Værkernes medfødte patina vidner om motivernes status; de har været til længe, før de blev (gen-)opdaget. Christiansen peger på, at de fleste forekomster i vores samfund har et ophav, hvor en formgiver har brugt tid på tanker om funktion og æstetik til en given bygning, et fortov, et cykelstativ eller en skibsræling, mens de færreste bliver privilegeret med en eksklusiv opmærksomhed fra deres brugere. Den anvendte tid og omtanke forstår Christiansen som en omsorg, man med fordel kan lægge mærke til. Verden bliver venlig af det.

Humor

Glæden ved den konkrete form og stærke farver bliver ikke naiv eller savner dybde, for den er i konstant forhandling med en skælmsk, humoristisk komposition. Kan geometriske former være sjove? Engagerer man sig på værkernes præmis, hvor alting udspiller sig i mønstrenes relationer til hinanden, leger Christiansens transformerende linjer og pludselig brudte gentagelser med en utilregnelighed, der krænger mundvigen opad. Vi ser og genkender værkernes former som matematiske og stabile enheder, men pludselig forstyrrer overlappende billedplaner mønsteret, og værket ændrer grundlæggende karakter. Det står ikke stille i Christiansens værker. Der er bevægelse og menneske og humor til stede – se selv.

Om Astrid Marie Christiansen

Astrid Marie Christiansen dimitterede fra Det Kgl. Kunstakademi i København i 2012. Hun har haft udsmykningsopgaver for Statens Kunstfond på Artium Skole i Brande og Bakkeskolen i Esbjerg og på Børne- og Ungepsykiatrisk Center på Bispebjerg Hospital. Hun har blandt andet haft solo-udstillinger hos galleri Tom Kristoffersen i 2014, Politikens Forhal i 2017 og Galleri Kirk i Aalborg 2018 og udstillet på Kunsthal Ved Siden Af i Svendborg som en del af udstillingen Modnatur og Kunsthal Nord i Aalborg på udstillingen Entré i 2019 og ved Huset for kunst og design i Holstebro i 2020. Senest var Christiansen aktuel på udstillingsstedet C4 Projects.